Miriams blog

Nyt om Jumbe

På vores store - og efterhånden meget omtalte - chimpansetur til det vestlige Tanzania, mødtes vi i Kigoma med vor ven Jumbe. Aha da, vil den skarpsindige læser sige, det var da mærkeligt, for ifølge fotoalbummet ovre til venstre bor Jumbe da med sin familie uden for Arusha, som jo er i det nordlige Tanzania? Korrekt observeret, men sagen er, at Jumbe nu læser til lærer på et college i Kigoma-regionen (med os som sponsorer). Han kom glad til vores hotel i Kigoma by, efter hvad der havde været en længere rejse (fire timer), og som havde krævet tilladelse fra skolen – selvom man er myndig, må man ikke bare forlade skolen i weekenden.

Jumbe var begejstret over at se os igen (men lige så beklemt som nanny Anifa over at blive bænket ved frokostbordet med os andre), og han er i det hele taget glad for sit nye liv væk hjemmefra. Dette indbefatter også, at han er blevet døbt og i den forbindelse har skiftet navn til Loserian, hvilket på kimasai betyder velsignelse. Men vi må nu stadig godt kalde ham Jumbe, så det gjorde vi.

Det er en god skole, siger han, han har gode venner og lærer en masse. Eleverne skal selv medbringe markredskaber, så der kan dyrkes noget mad, hvilket så medfører to måltider om dagen – begge gange majsgrød med bønner. Dog er der om lørdagen ris i stedet for majsgrød, så det er noget af en weekendfest.

Det var første gang, Jumbe var ved Tanganyika-søen, og han har aldrig før set så meget vand på een gang. Vi fortalte ham, at man ved havet heller ikke kan se land på den anden side.

Og så skulle vi viderebringe mange hilsener til de af vores familiemedlemmer, der har besøgt Jumbe og familie udenfor Arusha.

Nanny med i Halløj på Badehotellet

På vores nys overståede chimpansetur boede vi på Kigoma Hilltop, det fineste hotel i byen, som i den grad trænger til noget konkurrence. Vi har oplevet megen udulighed og dårlig service i løbet af vores tid her i Tanzania, men aldrig så konsekvent som her, hvor både reception og køkken konstant klokkede i det. Ejeren af hele biksen, en benhård forretningsmand af indisk afstamning, påtog sig ikke det helt store ansvar – “They’re idiots!”, sagde han bare om sine ansatte. Ganske sympatisk.

Værelsene var booket og betalt på forhånd hos rejsebureau i Dar (hvilket i sig selv var en proces af de mere tunge. Fks. mente bureauet åbenbart, at Miriam skulle have sit eget værelse!?). Men selvom receptionen havde sendt bil efter os til lufthavnen, havde de ikke lige tjekket, hvad vi egentlig havde bestilt. Så Anifa fik lige et par timer i himlen, da hun blev indlogeret på et værelse som vores, med air con, tv, og bløde håndklæder. Indtil fejlen blev opdaget, og hun blev smidt ned i staff quarter sammen med hotellets ansatte, og hvor andre gæsters nanny’er, chauffører etc. bor. Og som vi jo kun havde betalt for (røde ører her….).

Men ellers nød Anifa vist sin tur. Der var ikke noget med ternet nannyuniform – hver dag var hun i et nyt, nydeligt sæt tøj. Og hun havde desværre havde også investeret i en ny paryk til turen; tanzanianske kvinders hår er et helt kapitel for sig selv, og er flot med lange extensions, eller når deres eget, kortere hår bliver flettet stramt langt hovedbunden. Men parykkerne gør ikke noget godt for udseendet, da de er tydeligt kunstige og altid i nogen meget bobbede frisurer. Men fin var Anifa, for nu skulle hun med på tur.

Da vi tog fra Dar, vejede Anifas bagage måske tre kg (en lille sportstaske hun lånte af os, da hun mistede stort set alt, hvad hun ejede, ved et røveri af sit hjem for et halvt år siden). Men Kigoma er kendt for sin palmeolie, tørret fisk og tøjstykker, så efter vi gav hende nogle timer fri til at gå på markedet, måtte hun investere i en indkøbstaske, og på turen hjem var begge tasker tonstunge. Der blev dog også plads til den dåsesodavand, hun fik på flyvet. Og sågar også til verdens mest dødsyge sandwich – “Den skal min datter have”, sagde Anifa til os.

Chimps!

Vi har lige haft vores største wildlife experience nogensinde - vi har været tæt på chimpanser i Gombe Stream National Park, og det var helt fantastisk. Så fantastisk at det fortjener en længere fortælling.

Allerførst lidt baggrundsinfo: Gombe ligger i det vestlige Tanzania ved bredden af Tanganyika Søen. Det er herfra, meget viden om chimpanser stammer, da de er blevet studeret, siden amerikaneren Jane Goodall kom dertil i 1960. Hun opdagede bl.a., at chimpanser bruger redskaber, og at de ikke er vegetarer (og faktisk også kan være kannibalistiske). Jane Goodall Institute gør et stort arbejde for at bevare deres habitat og udvide det fredede område.

Sammen med vores venner og MS-kollegaer Lene & Kasper med Karoline på 9 og Oliver på 11 fløj vi 2-3 timer vestpå til Kigoma lige syd for Gombe. Vi havde nanny Anifa med, for børn under syv år må ikke komme i national parken – for fem år siden snuppede alfahannen Frodo en tanzaniansk baby, der sad spændt fast på ryggen af sin mor, løb op i et træ og spiste noget af barnet. Hvilket mareridt! Så Miriam blev i Anifas trygge selskab, mens vi andre drog afsted.

Efter to timers sejlads op ad kysten kom vi til Gombes hovedindgang og blev udstyret med en guide og en ranger og fik diverse foreskrifter: ikke at indtage mad i parken, holde 10 meters afstand til chimpanserne, ikke kigge dem i øjnene, ikke bruge blitz osv. Og afsted gik det så ad små stier i tropisk skov i kuperet terræn, over rødder og lianer og vandløb, forbi grupper af bavianer, og med red tail monkeys, colobus monkeys og blue monkeys svingende i trætoppene. Alt sammen flot, men det hele handlede jo om de chimpanser.

Og så lykkedes det!! Chimpanser!!! Vi var nogen, der måtte holde os for munden for ikke at give højlydt udtryk for vores store begejstring. Chimpanserne sad ved et lille vandløb, og guiden identificerede hurtigt den lille flok: 37-årige Gremlin med sine tvillingedøtre på 9 år og sin søn på 4. Det var helt utroligt at se de fascinerende dyr i det fri.

I over en time fulgte vi aberne gennem skoven, mens de legede, spiste, svingede sig i træerne, holdt hvil, pillede lopper. Hele tiden skulle vi holde afstand og ikke sprede os for meget. Det var ikke altid lige nemt, da tvillingesøstrene havde det med at gå lidt på egen hånd og især den ene jævnligt ville vise os, hvis skov vi befandt os i. Selvom en 9-årig hunchimpanse ikke er så stor, så når man lige at mærke spændingen, når den pludselig kommer galoperende forbi een på stien. Især efter den ene forsøgte at svinge sig hen og slå Lene og Mikkel, der ikke var hurtige nok til at komme væk fra det træ, aben var på vej ned ad. Og på et tidspunkt var den ene tvilling efter Sophie med en kæp. Så der var action nok! Men alle kom uskadte igennem den kæmpestore oplevelse.

Nu er vi helt overbeviste om, at vi engang skal se bjerggorillaerne i Uganda eller Rwanda – også selvom det koster en herregård og kan være ret strabadserende. Vi er nu sikre på, at det er det hele værd.

Et par dage hjemme

Tirsdag aften kom vi hjem fra Uganda. De første dage var vi i Kampala, hvor Mikkel holdt møder med andre MS-administratorer. Noget af tiden blev Miriam passet af en sød ugander ved navn Helen, mens Sophie og en anden dansk administrator-kone tog på sightseeing med Uganda-administratorens ugandiske kone. Kampala ligger flot fordelt over bakker og dale, og der er meget grønt med et frisk klima. Hele byen var ved at blive shinet, da den engelske dronning snart ankommer for at åbne et Commenwealth-møde.

I weekenden kørte den lille familie sydvest på til Lake Mburo National Park. En 3-4 timers køretur ad snoet vej i grønt og frodigt landskab. Vi boede på en superlækker og børnevenlige lodge med pool, solenergi, god mad og høj service (Mihingo Lodge). Desværre fandt en del edderkopper også stedet rart...

Da vi mandag kørte tilbage, stoppede vi lige på Ækvator, hvilket man ifølge Lonely Planet kun kan i 10 lande. Den sidste nat tilbragte vi hos en MS’er, Søren, som vi i sin tid kom til Afrika med. Han bor i Kampala med sin ugandiske kone og deres to små børn. Miriam var begejstret over at komme til et privat hjem med børn og legetøj.

Entebbe lufthavn - jep, det er den med de israelske elitestyrkers utrolige redningsaktion af israelske gidsler i 1976 - ligger flot ved bredden af Victoria-søen (lige ved siden af landingsbanen lå resterne af et lille, crashed fly, det var måske knap så flot). Kampala er en temmelig sikker by, men i lufthavnen var det tydeligt, at dele af landet samt naboområderne er noget urolige – der holdt både FN- og Røde Kors-fly, og et hel hold FN-soldater ventede på afgang.

Flyturen tilbage til Dar var dobbelt så lang som derover, da vi skulle mellemlande i både Kilimanjaro og Zanzibar lufthavn. Og der var ikke meget fest over det, mens vi på udturen fejrede Air Tanzanias nye branding – marketingsdirektøren var med og skålede i champagne med os alle, og der var lodtrækning på boardingspassene, hvor Sophie vandt en fin kuglepen i æske.

Men hjem kom vi da endelig, og nu har vi lige et par dage, inden turen går til Gombe Stream ved Tanganyika-søen, hvor vi meget gerne skulle se et par chimpanser.

Halvandet år og nu i Uganda

I går fyldte Miriam halvandet år, og det er jo nok værd at markere. Det var også dagen, hvor moster Louise desværre tog hjem til Danmark, og Mikkel heldigvis kom retur fra Danmark. I dag er den lille familie taget til Kampala i Uganda, hvor Mikkel skal holde møder, og hvor vi så også lige tilbringer et par feridage.