I Mellemøstens Vegas

Vores sidste tur i denne omgang udeliv gik til Dubai - og vi kunne lide det! Kan man andet, når selv et tre-stjernet hotel har pool og gym, og byens utallige malls har åbent til kl. 22 ugen rundt (dog åbner de først kl 14 fredag, efter bønnen).

Allerede flyturen med Emirates var børnevenlig, og det fortsatte: Tænk at man helt afslappet kan tage barn med i Tiffany’s og på Armani-cafe, og at ekspeditricer og ekspedienter i f.eks. Burberry og Gucci finder det helt fint med børn i butikken. Shopping er i det hele taget Dubais store force – malls'ene er kæmpestore og overdådige i både arkitektur, udsmykning og udvalg og får Field’s til at ligne et middelmådigt provins-center.

Men der er dog andet i Dubai end malls, hvor sheik-familier shopper alverdens dyre designermærker. Downtown er der noget mere hektisk og broget med et mylder af alverdens folk, mere lowkey butikker og forskellige souk’er, og på den ene side af bugten er et leben af arbejdere, der læsser varer af og på både. Mod forventning (i hvert fald vores egen) byder Dubai også på lidt kultur og historie: Bastakia, et hyggeligt, lille område med gamle, renoverede huse med gallerier og kunstcafeer. Og Dubai Museum i byens aeldste hus er flot med fin udstilling over det traditionelle ørkenliv.

Men det overordnede indtryk af byen er stål, glas og beton, utallige byggepladser og så masser af biler på flersporede veje. Dele af byen minder om 70’er-films versioner af en futuristisk storby: Gade efter gade med det ene højhus efter den anden med lejligheder og hotel apartments og stort set ingen butikker eller gadeliv, bortset fra den evige strøm af lækre biler selvfølgelig.

Arbejderne er gæstearbejdere – allesammen: Ekspedienter, tjenere, taxachauffører, guider, receptionister, rengøringsfolk, barnepiger, bygningsarbejdere, havnearbejdere etc. De fleste kommer fra Filippinerne, Indien og Pakistan, og de må klart overgå antallet af lokale indbyggere.

Det mest bizarre i dette kunstige samfund er dog en indendørs skihal. Ret fantastisk fænomen i en ørken, hvor temperaturen kan komme op omkring 50 grader. Desuden er der i byen også omkring 10 grønne golfbaner; verdens højeste hotel, kun med suiter og efter egen klassificering det eneste syv-stjernede hotel; tre kunstige øgrupper, som set fra luften hver har form som en palme; og en anden øgruppe med form som et verdenskort. Og så er verdens højeste bygning ved at blive bygget.

Alt i alt er det her et sted med kæmpe ambitioner, masser af penge og en tro på, at alt kan lade sig gøre – bare højere, større, mere. Absurd sted, bestemt, men absolut fascinerende og underholdende.

Comments

[mwajabu]

Hi Miriam, Sofie og Mikkel,
hvor er det dejligt at se i her det godt. Jeg kigger forbi i jeres website tjekke lidt. Miriam bliver stor og smuk, hun ligner vist sig selv. Hun ser ret flot ud i det Masai tøj. Jeg har hørt at i er på vej til Denmark, velkommen tilbage.Vi forventer nummer to er på vej til den 14 april.

Hilsener fra, Cecilie, Henrik og Mwajabu

[Rune]

Måske kan man lave et let antropologisk studie på hvor lang tid man skal være "ude", før at de kræfter man egentlig har sat sig for at bekæmpe (materialismen, forherligelsen af "money"), bliver det man savner allermest!
Hvor er frygten for det asociale Danmark, det intolerante samfund, det der i sidste ende gør jeres afrikanske barn, Miriam, til en irriterende teenager med psykopatiske tendenser, ligesom alle de andre børn her?
;-)

[Os her i Dar]

Hvaffor nået med at bekæmpe materialisme?? Kender vi ikke til personligt, men godt at hoere, at der stadig er idealister til. Imens nyder vi den sidste tid i vores store hus og med vores store firhjulstrækkere :-)