Miriams blog

Staff farewell

Vi har endnu et par uger her i landet, men allerede i går holdt vi farvelfest for vores ansatte og deres familier. For at fordoble hyggen blev selskabet holdt sammen vores gode MS-venner Lene & Kasper og deres ansatte. Deres maid kom med en stor skål pilau (krydret ris med kød), mens vores ansatte havde lavet nyama choma (stegt kød) og banankage. Sophie og den ene vagt havde været ude og hente ca. 70 sodavand, der alle blev drukket, ligesom alle fade blev ryddet.

På billedet ses et udsnit af selskabet lytte til Lenes tale. Mellem Lene og Mikkel sidder Anne Marie, der afløser Mikkel på posten som administrator, og som til vores store glæde og lettelse overtager maid og vagter – og ikke mindst vores søde Simba.

The champ, our hero!

I går stillede vores kickboxing træner Japhet op i World Thaiboxing Championship og vandt i den grad: Efter bare 1 minut og 27 sekunder i ringen gav Japhet sin indiske modstander et spark på låret, så denne måtte bæres ud og køres væk I ambulance. Stort var det – men også lidt af et antiklimaks efter at have siddet og set kampe i seks timer, mens vi ventede på dette meget korte brag af en afslutning.

Men det var nu en skøn fight night med både bokse- og kikboxingkampe og masser af drama. Flere knock outs, et enkelt håndklæde i ringen, en diskkvalificering, et uregelementeret knæ i skridtet og en lille skalle. Fra vores VIP-pladser kunne vi se svedet springe og blodet løbe og øjenbyn blive syet sammen. Det blev ekstra dramatisk de mange gange, bokserne var på vej ud af ringen med hovedet først, fordi tovene i ringen var så slappe. Men det er jo Tanzania, det her, så intet skal gå helt efter bogen.

En af de mest bemærkelsværdige kampe var med deltagelse af en stor tanzaniansk bokser, Marwa. Efter i 15 minutter at have ventet forgæves på modstanderen blev Marwa kåret som vinder. Og han havde lige gået sejrsrunde og fået handskerne af, da den anden alligevel dukkede op. Så var det på med handskerne igen, og så gang i kampen. (I øvrigt stillede Marwa op som erstatning for en bokser, der netop er forsvundet på vej til kamp i Danmark.)

Stemningen i salen var høj - tilskuerne og især boksernes hold var meget engagerede, og folk råbte og skreg og var ret fysiske, og flere gange kogte det over og førte til lettere tumultagtige tilstande. Sikkerhedsfolkene var ikke lige gearet til situationen, og da Japhet afgjorde kampen, inden den overhovedet var kommet i gang, måtte selve politiet til. Hele fem betjente kom i ringen for at jage uvedkommende ud.

Spændende var det, også for vores ansatte, som vi havde givet billetter - de skulle da se helten kæmpe, når de nu møder ham regelmæssigt hos os, og han i de sidste uger dagligt har været i aviser, tv og radio. Anifa måtte dog blive hjemme for at passe Miriam, og desværre gik Mikkel også glip af denne store begivenhed - han ville hellere ud i bushen og se, om der var nogen dyr at skyde. Det var der desværre ikke.

Billedet er fra World Kickboxing Leagues hjemmeside

Kun een måned tilbage ;-(

Ja, i dag er der præcis en måned, til vi ankommer til Danmark. Det glæder vi os til - men vi glæder os ikke til at forlade hus, hund, staff, venner, strand etc. her i Dar. Og vi ser ikke frem til alt det praktiske arbejde, der skal gøres, inden vi overhovedet når dertil.... (Desværre ser det ud til, at der også vil være en del praktisk at se til, når vi kommer hjem til lejligheden - med mindre nogen af jer kender en maler, der lige kan træde til her de næste uger.)

Billedet har som sådan ingen reference til ovenstående tekst - det er fra Dubai og viser, at Miriam deler sine forældres glæde over at være i storcenter.

I Mellemøstens Vegas

Vores sidste tur i denne omgang udeliv gik til Dubai - og vi kunne lide det! Kan man andet, når selv et tre-stjernet hotel har pool og gym, og byens utallige malls har åbent til kl. 22 ugen rundt (dog åbner de først kl 14 fredag, efter bønnen).

Allerede flyturen med Emirates var børnevenlig, og det fortsatte: Tænk at man helt afslappet kan tage barn med i Tiffany’s og på Armani-cafe, og at ekspeditricer og ekspedienter i f.eks. Burberry og Gucci finder det helt fint med børn i butikken. Shopping er i det hele taget Dubais store force – malls'ene er kæmpestore og overdådige i både arkitektur, udsmykning og udvalg og får Field’s til at ligne et middelmådigt provins-center.

Men der er dog andet i Dubai end malls, hvor sheik-familier shopper alverdens dyre designermærker. Downtown er der noget mere hektisk og broget med et mylder af alverdens folk, mere lowkey butikker og forskellige souk’er, og på den ene side af bugten er et leben af arbejdere, der læsser varer af og på både. Mod forventning (i hvert fald vores egen) byder Dubai også på lidt kultur og historie: Bastakia, et hyggeligt, lille område med gamle, renoverede huse med gallerier og kunstcafeer. Og Dubai Museum i byens aeldste hus er flot med fin udstilling over det traditionelle ørkenliv.

Men det overordnede indtryk af byen er stål, glas og beton, utallige byggepladser og så masser af biler på flersporede veje. Dele af byen minder om 70’er-films versioner af en futuristisk storby: Gade efter gade med det ene højhus efter den anden med lejligheder og hotel apartments og stort set ingen butikker eller gadeliv, bortset fra den evige strøm af lækre biler selvfølgelig.

Arbejderne er gæstearbejdere – allesammen: Ekspedienter, tjenere, taxachauffører, guider, receptionister, rengøringsfolk, barnepiger, bygningsarbejdere, havnearbejdere etc. De fleste kommer fra Filippinerne, Indien og Pakistan, og de må klart overgå antallet af lokale indbyggere.

Det mest bizarre i dette kunstige samfund er dog en indendørs skihal. Ret fantastisk fænomen i en ørken, hvor temperaturen kan komme op omkring 50 grader. Desuden er der i byen også omkring 10 grønne golfbaner; verdens højeste hotel, kun med suiter og efter egen klassificering det eneste syv-stjernede hotel; tre kunstige øgrupper, som set fra luften hver har form som en palme; og en anden øgruppe med form som et verdenskort. Og så er verdens højeste bygning ved at blive bygget.

Alt i alt er det her et sted med kæmpe ambitioner, masser af penge og en tro på, at alt kan lade sig gøre – bare højere, større, mere. Absurd sted, bestemt, men absolut fascinerende og underholdende.

Happy Halloween!

Den lille familie har for første gang fejret Halloween, og så endda hele to af slagsen: først hos August og så hos Mateo, Miriams to nærmeste venner. Det var ægte amerikansk med udklædning, græskarhoveder med lys i, piñata, trick or treat og pumpkin pie.

Miriam var klædt ud som den fineste lille masai, hvilket var ret oplagt, da hun har ægte bildæk-sandaler (gave fra Jumbes familie) og masser af smykker (også primært fra Jumbes familie).

Det øverste foto er by Anita de Anda (Mama Mateo), der også har lavet den fine monster piñata, som Miriam studerer på det andet foto. Senere var Miriam den første til at give den en på gokken, men det var dog ikke hendes slag, der fik slik og legetøj til at rasle ud.