Sig nærmer såvel juletiden som tiden for afrejse. I går var
Miriam og hendes mor til juleafslutning i Miriams preschool Dikdik, og senere holdt
den gamle babygruppe afskedskomsammen for os.
I Dikdik havde de små øvet sig på
spil og dans. Det er Miriam ved den bageste tromme, og ved siden af i orange står
Anifa - der åbenbart ikke skulle være iført nanny-uniform på sådan en photo opportunity-dag.
Og fotograferet blev der, som I kan se, for stort er det jo, når de små poder sådan hamrer løs på trommerne.
Efter musik og kage var der fælles julesang, og så kom julemanden.
Som det fremgår af billedet, var Miriam ikke ovenud begejstret over at skulle op
og få gave, men det skal dog siges, at hun på det tidspunkt var meget træt og
temmelig varm. I det mindste havde hun bare vinket glad, da Santa Claus trådte
ud på terrassen, mens et andet barn brød sammen i angst bare ved synet af den
der julemand (som var en kvinde).
Efter Santas gaveuddeling fik hvert barn den
julesok, de mere eller mindre selv havde kreeret de foregående dage, og som
indeholdt små gaver, og således fik vi indledt julen i 35 graders varme.
Om eftermiddagen var det tid til kaffe og kage og farvel
til babygruppen, som havde lavet et fint fotoalbum til os. Når Miriam bliver
stor, vil hun dermed kunne se, hvem hun først socialiserede med. Og hendes mor
vil kunne mindes de mødre, der gjorde vores ophold her i Dar særligt godt.
Recent Comments